Der ligger ofte en kuglepen i nærheden. På et mødebord. I en skuffe. I bunden af en taske. De fleste af dem er lavet af plastik, bambus eller karton. Og de fleste af dem ender samme sted.
Ifølge estimater smides omkring 9 milliarder kuglepenne ud hvert år. De går i stykker. Fjederen springer. Clipsen ryger af. Blækket løber tør længe før resten af pennen. Kuglepennen er blevet et forbrugsgode, vi forventer at kunne erstatte uden videre .
Det er en mærkelig skæbne for et redskab, der engang var en teknisk opfindelse.
Et hverdagsobjekt uden værdi
Kuglepennen er et af de mest brugte skriveredskaber i verden, men også et af dem, vi behandler mest ligegyldigt. Den gives væk gratis. Lånes uden at komme retur. Smides ud uden eftertanke.
I materialet bag denne artikel beskrives netop den logik som problemet: at noget, vi bruger til at fastholde tanker, idéer og beslutninger, er blevet reduceret til noget midlertidigt. Noget, der ikke skal holde – hverken fysisk eller mentalt .
Mindre, men bedre
“Det behøver ikke være sådan.”
Sætningen går igen i fortællingen. Ikke som et løfte, men som en konstatering. For pointen er ikke, at verden mangler flere kuglepenne. Pointen er, at verden måske har brug for færre – og bedre.
Det, vi omgiver os med, bør være noget, vi faktisk nyder at bruge. Ikke fordi det er eksklusivt, men fordi det fungerer. Fordi det holder. Fordi det er tænkt igennem .
Tilbage til tegnebrættet
Historien stopper ikke ved den første idé. Den tager en omvej.
Den første version var smuk, men skrev ikke godt nok. Og netop dét blev vendepunktet. For hvis en kuglepen ikke skriver ordentligt, har resten ingen betydning. Så processen begyndte forfra. Tilbage til tegnebrættet. Til justeringer, tests og forbedringer.
Resultatet blev ikke præsenteret som noget revolutionerende. Snarere som en rettelse. En 2.0-version. En kuglepen, der ikke bare ser godt ud, men også gør det, den skal: skrive – stabilt, behageligt og længe .
Et andet forhold til ting
Artiklen her handler i virkeligheden mindre om kuglepenne og mere om forholdet til de ting, vi bruger hver dag. Når noget er lavet til at holde, ændrer det også måden, vi bruger det på. Man passer bedre på det. Man mister det sjældnere. Og man erstatter det ikke uden grund.
Det er ikke et opgør med fremskridt eller teknologi. Det er en påmindelse om, at selv de mindste objekter fortjener omtanke.
For selv en kuglepen sætter spor.
