Der står sjældent nogen og tæller dem.
Timerne.
De ligger spredt. I lommer af tid. I køen. I pausen. I sengen før søvn. Men lagt sammen bliver det til omkring fem timer om dagen foran en skærm. Hver dag. Ikke som arbejde alene, men som vane.
Det er ikke et chok. Det er netop det, der er pointen.
Bevægelse uden forflytning
Ifølge opgørelser scroller vi i gennemsnit omkring 133 meter om dagen. Det svarer til mere end længden af en fodboldbane. Tommelfingeren bevæger sig. Kroppen bliver, hvor den er.
Scrollen er ikke voldsom. Den er rytmisk. Ensartet. En gentagelse, der sjældent mærkes i øjeblikket, men som fylder i summen. Meter for meter. Time for time .
Støj uden indhold
Skærmen lover information, inspiration og forbindelse. Ofte leverer den fragmenter. Små bidder af noget andet. Noget nyt. Noget næste.
Det meste glider forbi uden at sætte sig. Ikke fordi det er ligegyldigt, men fordi tempoet ikke giver plads til efterklang. Der er altid noget, der kommer bagefter.
Et andet tempo
Midt i materialet stilles et enkelt spørgsmål:
Måske er der plads til én tanke om dagen?
Ikke som et krav. Ikke som en opgave. Bare som en mulighed.
En tanke, der ikke bliver afbrudt. Ikke optimeret. Ikke delt videre. En tanke, der får lov at stå alene, uden at blive vurderet i likes eller reaktioner.
Det langsomme som valg
At skrive i hånden er ikke en løsning på skærmtid. Det er heller ikke et opgør med teknologi. Det er et tempo. Et andet greb om tiden.
Papir svarer ikke igen. Det afbryder ikke. Det beder ikke om mere opmærksomhed, end man giver det. Det kræver nærvær, men belønner det også.
Ikke mindre teknologi. Mere opmærksomhed.
Artiklen her handler ikke om at slukke for skærmen. Den handler om at bemærke den. Om at forstå, hvad fem timer gør ved vores måde at tænke, huske og formulere os på.
Og om at overveje, om der — midt i bevægelsen — stadig er plads til at standse op. Bare kort.
For selv én tanke om dagen sætter spor.
