Før idéer blev til filer, prompts og pixels, blev de skrevet ned på papir. Romaner blev til side for side i hånden, og aftaler, der ændrede verden, blev afsluttet med en underskrift.

Midt i det hele befandt der sig et redskab så almindeligt, at det sjældent fik meget opmærksomhed: pennen.

Alligevel viser historien, at nogle af verdens mest markante forfattere og statsledere havde et ganske bevidst forhold til det redskab, de skrev med. Waterman og Montblanc dukker eksempelvis op på tværs af litteratur og politisk historie. Ikke bare som brands, der efterfølgende har opkaldt penne efter berømte mennesker, men som skriveredskaber, de rent faktisk brugte.

Stephen King og verdens bedste tekstbehandler

Da Stephen King skrev Dreamcatcher, som udkom i 2001, valgte han noget, der allerede dengang kunne virke gammeldags. Han lagde computeren til side og skrev romanen i hånden med en Waterman-fyldepen.

Det var ikke en lille skriveøvelse. Det håndskrevne arbejde endte som en roman på mere end 600 sider.

King beskrev efterfølgende, hvordan det at skrive i hånden ændrede tempoet i arbejdet. Processen blev langsommere, og det påvirkede hans forhold til ordene og sproget. I forfatterens egen note til Dreamcatcher gav han samtidig sin Waterman en beskrivelse, der i dag næsten lyder som en kommentar til vores digitale tidsalder: “the world’s finest word processor.”

Det interessante er ikke nødvendigvis, at Stephen King foretrak ét pennemærke frem for et andet. Det interessante er, at en af verdens mest succesfulde forfattere bevidst valgte et langsommere redskab, fordi selve begrænsningen gav ham noget andet.

Når pennen bliver en del af processen

King var langt fra den første forfatter med et nært forhold til sin pen. H. P. Lovecraft efterlod sig ikke blot den litteratur, han i dag er kendt for, men også en enorm korrespondance på titusindvis af sider.

I hans efterladte materiale finder man et menneske med et ganske specifikt forhold til sine skriveredskaber. Waterman-fyldepenne var blandt de penne, han brugte, og detaljer som pennens spids, blækkets flow og farven på blækket havde betydning.

For en forfatter som Lovecraft var pennen ikke en tilfældig genstand på skrivebordet. Den var en del af arbejdet. Når blækket slap op, blev pennen ikke erstattet. Den blev fyldt igen.

En Montblanc i Kennedys lomme

Pennens rolle rækker naturligvis længere end litteraturen. Gennem det 20. århundrede dukker Montblanc eksempelvis op i forbindelse med en række historiske personer og begivenheder.

I juni 1963 besøgte den amerikanske præsident John F. Kennedy Vesttyskland. Besøget huskes først og fremmest for hans berømte tale i Vestberlin, men under rejsen fandt en langt mindre begivenhed sted i Köln.

Kennedy og den vesttyske kansler Konrad Adenauer skulle skrive i byens gyldne bog. Da Adenauer stod uden en pen, havde Kennedy sin egen ved hånden: en Montblanc Meisterstück.

Det er en lille detalje i en stor historisk begivenhed, men den fortæller noget om den rolle, en pen engang havde. Før telefonen blev det objekt, man aldrig forlod hjemmet uden, var en god pen for mange mennesker netop dét.

Pennen, der skrev under på afslutningen af Sovjetunionen

Næsten tre årtier senere dukker Montblanc-navnet op i forbindelse med afslutningen på en helt anden periode i verdenshistorien.

Den 25. december 1991 meddelte Mikhail Gorbatjov, at han trådte tilbage som Sovjetunionens præsident. Samme aften blev det sovjetiske flag over Kreml sænket for sidste gang.

Beretninger om Gorbatjovs afsked beskriver en Montblanc som skriveredskabet, han anvendte i forbindelse med sin underskrift.

En pen skaber naturligvis ikke historie. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte en pen befinder sig på bordet i det øjeblik, historien bliver skrevet ned.

Hvorfor skrive i hånden, når alt andet er hurtigere?

I dag er vores forhold til pennen et andet. Vi skriver mails på computeren, beskeder på telefonen og kan generere flere siders tekst på få sekunder med kunstig intelligens. Effektiviteten er vanskelig at argumentere imod.

Måske er det netop derfor, den langsommere proces igen er interessant.

Når man skriver i hånden, kan teksten ikke flyttes rundt med et klik. En formulering kan ikke regenereres. Der kommer ingen notifikation midt i en sætning, og der findes ingen autocomplete, som forsøger at gætte det næste ord. Tanken skal formes, før den kan ende på papiret. Stephen King havde allerede en computer, da han begyndte på Dreamcatcher. Han havde adgang til det hurtigere redskab. Alligevel valgte han pennen.

Mere end 25 år senere føles det valg på en eller anden måde mere relevant end nogensinde.

Én pen. Forskellige måder at skrive på.

Det er også en del af tanken bag A PEN COMPANY. Da vi designede THE PEN, ønskede vi ikke at opfinde endnu et proprietært refillformat, der gjorde pennen afhængig af os. I stedet byggede vi den omkring refill-systemer, der allerede eksisterer, og som har bevist deres værdi gennem årtier.

Derfor kan THE PEN bruges med refills fra Pilot®, Waterman® og Montblanc®. Det betyder, at du kan vælge mellem forskellige skriveoplevelser uden at skifte selve pennen. Pilot til den præcise og enkle hverdagspen. Waterman fra producenten bag pennen, Stephen King valgte, da han skrev Dreamcatcher. Eller Montblanc fra et navn, der har været til stede ved nogle af det 20. århundredes historiske øjeblikke.

Men pointen er egentlig ikke, hvilket navn der står på refillen. Pointen er, at den kan skiftes. En god pen burde ikke have en udløbsdato, bare fordi blækket har det. Den burde kunne følge sin ejer gennem notesbøger, arbejdspladser, adresser og idéer.

Måske endda gennem et helt arbejdsliv.

Kilder

Stephen King, Dreamcatcher, Scribner, 2001. Forfatterens note beskriver arbejdet med romanen i hånden og brugen af en Waterman-fyldepen.

S. T. Joshi & David E. Schultz (red.), Lord of a Visible World: An Autobiography in Letters, Ohio University Press. Lovecrafts korrespondance og beskrivelser af hans skrivevaner og skriveredskaber.

The Christian Science Monitor, “The Fountain Pen Makes Its Mark”, 27. februar 1990. Samtidig journalistisk artikel om fyldepenne, Waterman, Montblanc og prominente brugere.

Montblancs historiske arkivmateriale om Meisterstück og John F. Kennedys besøg i Köln i 1963.

Historiske og journalistiske beretninger om Mikhail Gorbatjovs afgang som Sovjetunionens præsident den 25. december 1991 og den Montblanc-pen, der forbindes med underskrivelsen.